Af: Morten Ildal, Grydeskeen.dk

Har du startet en blog, eller går du og tænker på at starte en blog, så brænder du højst sandsynlig for et emne så kraftigt, at du gerne vil dele den begejstring med andre.

For mig var det min lidenskab for mad, der fik mig til at stifte Grydeskeen med min gode ven Lars for tre år siden. I et par år inden havde vi siddet og udvekslet opskrifter, links og tanker om mad på ko Messenger, så det faldt naturligt, at vi besluttede os for at lave en blog.

Blogs, kommercielle interesser & tilbud
På et tidspunkt oplever mange i blogosfæren at blive kontaktet af meget forskelligartede kommercielle interesser, der gerne vil have os til at teste, besøge, deltage i, lave links, lave indhold til dem, sælge bannere for os, og listen bliver ved.

Hvordan forholder vi os til dem? O hvilke emner skal vi reflektere over, når vi møder sådanne forespørgelser?

Redaktionelle overvejelser
Det første, enhver blogger skal spørge sig selv om, er, om han eller hun vil have reklamer på din blog eller ej.
Vælger du reklamer, skal du forholde dig til, hvor mange og hvor du vil have dem på din blog.

Placering af reklamer
Det lyder simpelt, men er en balancegang, fordi reklamer gerne vil ligge dér, hvor brugeren har sit fokus.
Det er også dér, at vi gerne vil have vores eget indhold, nu vi har brugerens opmærksomhed. Så det vil altid være et kompromis, hvor meget (eller lidt) den kommercielle del af din blog skal fylde.

Mere overordnet ligger der en del spørgsmål, der skal overvejs, hvis du bliver kontaktet af kommercielle interesser i forhold til dit indhold, og hvordan det præsenteres.

Hvilken indflydelse får det her samarbejde på bloggen? Stilles der krav/ønske til design, layout, bannere og deres placering?

Stilles der krav til godkendelse af ændringer på din blog? Eller er det som med Google Adsense helt op dig selv?

Kan du selv bestemme hvor mange bannere du vil have på din side, eller stiller de faste krav til antal og placering?

Juridisk og skat
Det vigtigste at holde sig for øje er, at de fleste blog er personligt ejet/drevet. Det betyder, at du skal have afklaret, hvordan pengene udbetales til dig. Det er dit ansvar at sikre at en kommerciel aftale ikke har negative påvirkninger på dit liv og normale indkomst.

Bliver du aflønnet af firmaet, står de for skatten. Forventer de at du sender en faktura og har et firma? Er det en b-skat- pligtig indkomst?

Er du på en eller anden form for overførelsesindkomst og dermed omfattes af grænser for hvad du må tjene?

Min klare anbefaling, hvis man ikke har den store erfaring, og synes det er et meget spændende samarbejde, der bliver foreslået, er at søge hjælp og viden hos folk, der ved noget om de her sager. Told & Skat, advokater, revisorer og andet godtfolk.

Ja, nogle af dem koster penge, men de er givet godt ud. Der er ikke meget sjovt ved at få et skattesmæk, miste ret til dagpenge og så videre. Vær snusfornuftig omkring de her detaljer – lyder det for godt til at være sandt, ja så er det nok for godt til at være sandt!

Hvad binder du dig til?
Derudover skal du være klar over, hvad du binder dig til, og hvordan du kan komme ud af samarbejdet. Hvordan kan firmaet, du skal samarbejde med, komme ud af aftalen?

Er det en eksklusiv aftale? Kan du indgå aftaler med andre, eller bruge Google Adsense samtidig, hvis det er bannere vi snakker om?

Hvad nu hvis du for eksempel skriver om din nye køkkenmaskine, og der samtidig bliver vist reklamer for et konkurrende mærke? Hvordan forholder man sig i samarbejdet til sådanne konflikter?

Jeg nævner ikke de her ting for skræmme nogle fra at indgå de kommercielle aftaler. Men det er forretning det her. Tro mig, som madbloggere oplever vi rigeligt af smarte folk, der gerne lige vil have os til at gøre noget gratis…

Hvad koster det at lave et blogindlæg?
Når en blog pludselig bliver attraktiv i en sammenhæng, hvor der kommer penge på bordet, ændrer situationen sig kraftigt.

Hvis der er et firma, der vil tjene penge på din blog uanset formen — det kan være banner salg, betaling for at skrive indlæg på egen eller andre sites og så videre — er der er god fornuft i at kigge på, hvad din blog koster dig

Lad mig prøve at illustrerer det ved at sætte udgifterne op for, når jeg laver et indlæg.

Det følgende er ikke en uddybende oversigt over, hvad det vil koste at drive en madblog som et firma – men skal ses som et værktøj til at værdisætte sit arbejde og sin indsats.

Jeg inddrager heller ikke skat, moms og hvad der ellers er i samme skuffe.

Det er ikke gratis at drive en madblog
Det er ikke gratis at drive en madblog. Du skal købe råvarer, fotoudstyr, computer og køkkenudstyr. Der skal betales vand, el, gas og andre faste udgifter, og du skal bruge en hulens masse tid på det.

Der skal handles ind, maden skal laves, billeder tages og behandles, tekst skrives og sættes op. Altsammen ting, der tager tid. Tid er penge, når det kommer til økonomi, og din tid er ikke gratis i kommerciel henseende. Hvis du havde det som arbejde at skrive opskrifter, så var al den tid du bruger, noget du skulle have løn for.

Fastsættelse af timeløn
Vi skal have fastsat en timeløn. Når man er selverhvervende, som det hedder så fint, så er timeløn ikke den samme, som når man er ansat.  I den timeløn skal der være til pension, skat og whatnot. Derfor vil jeg bruge med min gamle timesats som freelance grafiker/animator på kr. 550 i timen

Det følgende er estimater, da tid og råvarepriser er meget afhængigt af, hvad jeg vælger at lave.

Friske råvarer: kr. 150,-
Strøm: kr. 5,-
Lager*: kr. 10,-
Afskrivning på udstyr: kr. 85,-**
5 timer af kr. 550: kr. 2750,-

Ialt: kr. 3.000,-

*Her er ting som salt, mel, ris, balsamico, krydderurter, og hvad vi eller har i køkkenskabene. Det er faktisk en lagerbeholdning.

** Sidste år fik jeg f.eks. nyt kamera, der skal købes køkkenting, computer og så videre. Tror faktisk, at tallet er lavt sat. Hvis vi tager Lars afskrivninger med, så skal beløbet fordobles. Men da de fleste blogs drives af en person har jeg valgt kun at tage min med.

Drift af blogplatform
Derudover ligger der arbejde med at drive selve sitet. Opgradering, vedligeholdelse, hosting udgifter og igen inklusiv timer forbrugt. Lad os sige at vi bruger 5 timer om måneden på det. Højt sat for nogle og lavt for andre. Igen til samme timesats.

5 timer x 12 måneder x kr. 550 = kr. 33.000,- *
* udgifter til software, hosting og lignende er ikke taget med.

I 2010 udgav vi på Grydeskeen 58 indlæg, og nu kan vi faktisk sætte en pris på, hvad ville det cirka have kostet at drive grydeskeen.dk hvis vi havde været et firma. Derudover er der så også indlæg, som ikke bliver udgivet fordi retten ikke var vellykket, disse er ikke taget med, men der er flere af dem end man skulle tro.

58 indlæg x kr. 3.000,- = kr. 174.000,-
drift: kr. 33,000,-
Samlet: kr. 207.000,-

Det er selvfølgelig i stor udstrækning et fiktivt beløb. Vi bliver ikke betalt for at skrive eller stå for driften. Vi gør det af hjertes lyst. Men lad os prøve hurtigt kun at kigge på udgifter for indlæg i løbet af et år, hvis vi fjerner timelønnen:

Friske råvarer: kr. 150,-
Strøm: kr. 5,-
Lager*: kr. 10,-
Afskrivning på udstyr: kr. 85,-**

I alt: kr. 250,- per indlæg.

Vi udgav som sagt 58 indlæg i 2010 som samlet står for en udgift på kr. 14.500. Hvilket er en slat penge. Jeg vil for mit vedkommende regne med at prisen for friske råvarer er sat meget lavt. Kød og andre råvarer kan fordyre et indlæg rigtig meget.

Lad os vende kort tilbage til timeforbruget for at se på, hvor mange timer vi så har brugt samlet på at lave vores indlæg. Det vil så sige 5 timer x 58 indlæg = 290 timer. Det svarer til 36,25 arbejdsdage og er 7,25 uger og næsten to arbejdsmåneder.

Det er altså et stykke seriøst arbejde at ligge i den hobby. Jeg bliver helt svedt bare ved tanken.

Disse eksempler på, hvad det egentlig kræver og koster at have en blog, hvis det var et firma, er gode at have i baghovedet, når vi skal vurdere et kommercielt samarbejde.

Case-gennemgang: Bloggers Delight
Fornyligt har et blog- og annoncenetværket været i kontakt med en del madbloggere med henblik på at indlemme madbloggerne i deres bannernetværk.

I sådan et tilfælde er den første reaktion tit, at man bliver smigret over opmærksomheden. Det er en fed fornemmelse at føle at høre til og at ens indsats bliver anerkendt.

På madbloggernes Facebook-gruppe Madbloggernes Himmel (fedt navn!) gik debatten lystigt og sagligt. Der blev udvist en sund kritisk nysgerrighed for mange aspekter i et sådan samarbejde.

Økonomi, firmaet og personkredsen bag tilbudet
Efter at have kigget på, om foreslaget lyder fornuftigt, så kigger jeg altid hurtigt på økonomien i det og hvis muligt på firmaet bagved. Hvilke personer er involveret, og hvad er deres rygte (Google er din ven her)?

Vi havde for et stykke tid siden en, der ville købe links og lægge en side på madblogs, der skulle linke til hans hjemmeside. Vi ville få den famøse sum af kr. 1.000 kroner for det. Igen gik madbloggernetværket i gang og kiggede på, hvad han var for en fyr.

Få googlesøgninger viste, at navnet han brugte på sin forening også blev brugt af et firma, som han også havde været med i. Måske var han stadig med i det og måske ikke med i det, det var ikke til at gennemskue. Der var også noget med konkurser, navneskift af firmaer og kunder, der måske var blevet snydt i den forbindelse.

Vi blev alle enige om ikke at benytte sig af hans tilbud – snusfornuft!

Men lyder det reelt, har firmaet et godt ry og rygte, så er det tid til at kigge på foreslaget.

Kommunikationen
Jeg vil godt gennemgå i stort og småt, hvad jeg studsede over ved det annonceringsselskabs henvendelse, jeg nævnte i begyndelsen af dette afsnit.

Ønske om monopol på annoncering på danske blogs
I deres mail til madbloggerne studsede jeg først over en åben erklæring om, at deres mål var at opnå monopol på annnoncering på blogs i Danmark. Til sidst i mailen skrives der “Vi oplever allerede en stor interesse for netværket og er derfor positive overfor det der planlagte “monopol”, som vi gerne vil have på længere sigt .”

Monopol betyder at man har en markedsdominerende position, hvor man uafhængigt af leverandører, kunder og andre markedsforhold kan diktere krav, indkøbspriser, salgspriser, lønninger og andre guffe ting.

Der er en grund til at Konkurrencestyrrelsen her til lands og EU kører sager mod monopoler. Monopoler er meget gode for dem, der har monopolet, men for alle andre er det knapt så godt.

Så i lige det hertil fælde er deres kommunikation til potentielle samarbejdspartnere ikke særlig heldig. Jeg har oplevet i mit professionelle virke, hvordan intern jargon og snak kan finde sin vej ud til kunder i reklamemateriale – og det går aldrig godt. Det kunne være hvad der er sket her.

Skal man sælge sin vare, så gælder det om at have den potentielle samarbejdspartner i øjenhøjde og tage udgangspunkt i dennes situation. Her blev der skabt skepsis fra begyndelsen af.

Detalje, vil nogle mene, men kommunikation ER vigtig, og hvordan den bliver håndteret siger meget om en virksomhed.

For eksempel er samme firma i en artikel på et online lukket fagblad citeret for følgende formulering omkring design, layout og indhold: “Hver blog beholder sit…”

Ord kan være positive eller negative ladet alt efter kontekst. For mig er ordet “beholde” i den her sammenhæng negativt ladet.

Tag og søg på “beholde” på Google og du vil se følgende typer overskrifter “EU vil beholde toppost trods sexskandale”, “Ret til at beholde sit telefonnummer “.

Kort sagt for at beholde noget, så skal der først være snak om få det frataget – så hvis vi som blogger får lov til at beholde vores blog som den er, ja så må det vel ligge implicit at ved at samarbejde med dem, er det dem der bestemmer over vores blogs udseende?

Et besøg på deres hjemmeside gør straks forundringen endnu større. Der skriver de, at de administrerer det tekniske og kommercielle for deres bloggere, så de kan blogge løs uden en bekymring i verden.

Overtager driften af bloggen
Ok – her håber jeg at jeg har misforstået noget. De klarer det tekniske for os? Forstået sådan at de overtager driften af vores blogs? Det forklarer da så udtrykket “beholde”.

Så efter at have brugt snart tre år på at bygge Grydeskeen.dk op sammen med Lars, vil de så have at vi overlader en stor del af vores blog til dem?

Hvad så hvis vi vil have fjernet et par bannere eller fixet noget nu? At få lavet noget på sin hjemmeside tager timer, de er et firma, skal vi så betale med en del vores indtjening? Smart tænkt, hvis det er sådan.

Outsourcing af drift og bannersalg
En aftale om bannerplaceringer og samarbejde omkring dette giver lov til følgende i min verden: Vise banners, sælge bannere og betale os for visningerne.

Selvfølgelig vil det da være rart med professionel sparring, men i forhold til hvad der skrives, hvordan det skrives, hvordan bloggen ser ud – ja det ligger for mig uden for et kommercielt samarbejdes grænser.

Igen kan det være et formuleringspørgsmål, men så er vi tilbage ved det at have styr på sin kommunikation, og den har i det her tilfælde ikke bibragt en positiv stemning, inden vi overhovedet er begyndt at snakke sammen.

Fra modeblogs til madblogs
Iøvrigt henviser de til en gruppe af modebloggere, som de allerede har i deres netværk som “pigerne”, og det, de skriver som dagbog i samme artikel.

I mit hoved lå så spørgsmål: Hvad gør det så os madbloggere til? Gastrofetichister med blottertendenser? Igen en uheldig og nærmest nedladende måde at tale om ens samarbejdspartnere.

Transparent annoncering med Google Adsense
Hvorfor ligger jeg vægt på det her? Det gør jeg, fordi vi allerede i dag bruger Google Adsense på Grydeskeen. Adsense er et no nonsense globalt annoncenetværk. Du melder dig til, indsætter en kode på din hjemmeside, og vupti så er du igang.

I al kommunikation, som Google laver, gør de meget ud af ikke at vil fortælle os, der bruger det, hvordan vi skal køre vores blog. I stedet for siger de hele tiden: Det er jeres interesse og viden, der driver værket, gør det, og så er vi der for jer.

Man føler sig velkommen, der er ingen bøvl, det virker bare, og vi kan koncentere os om at lave vores indhold.

Praktisk har vi friheden til at bestemme — det betyder dog trods alt noget.

Økonomi
På den anden side er der mange gode takter bag ved ideen om at have et samarbejde med et firma, der står for salg af bannere og lignende. Jo flere bloggere, jo flere sidevisninger, desto mere interessant er det for annoncører. Jo flere penge kan der tjenes.

Det næste er at kigge på , hvad de tilbyder økonomisk. Hvad skal jeg gøre på bloggen, og hvad får jeg ud af det?

Mediekit og CPM
Alle, der arbejder med annoncer uanset om det er til net, tv, aviser, blade og så videre, har en eller anden form for mediekit til annoncører, hvor de snakker pris, og hvad mediet kan tilbyde.

I det her tilfælde bruges der CPM. CPM står for “cost per mille”. Kort fortalt betyder det, at man bliver betalt et beløb for tusinde sidevisninger

Når man snakker om at et banner koster CPM 100 – så betyder det, at 1.000 sidevisninger med det banner koster annoncøren kr. 100.

Det er lige til at gå til
I deres mediekit, der som sagt henvender sig til annoncørerne, står der at de har tre bannertyper og placeringer:
Et topbanner til CPM 140 . To størrelser mellem blogindlæg, et stort og et lille. Det lille koster CPM 100 og det store CPM 140.

Listepriser
De tre priser, de melder ud er listepriser, og de har diverse rabatordninger. Det vil sige, det er basalt set et udgangspunkt for en forhandling for en annoncør.

Forskellen på CPM-prisen ligger i placeringen. En annoncør skal betale mere for at ligge godt placeret på en side. Dette skal selvfølgelig også afspejle sig i den CPM, du som blogger bliver betalt.

Så jeg vil da forvente at bloggeren kompenseres lige så. En god placering hos os koster selvfølgelig en højere CPM og dermed betaling til os.

Hvad er den reelle indtjening for bloggerne?
Kasper Bergholt har spurgt en repræsentant fra det firma hvad CPM vi som bloggere får? Det ville de ifølge ham ikke udtale sig om.

Han gør også opmærksom på, at han har booket kampagner på modeblognetværket til en CPM 10 i anden sammenhæng.

Jeg har snakket med et par kontakter, der arbejder med online annoncesalg og forhørt mig. CPM 100 og 140 er meget meget MEGET højt.

Det er fair nok iøvrigt, det er derfor der er listepriser så der er noget at forhandle med. Realistisk set vil de kunne få meget mindre. CPM 40-60 lyder mere realistisk.

Lad os lige lave en hurtig beregning:

For 100.000 sidevisninger for et banner, giver det så ved indtægt CPM 100 en omsætning på kr. 10.000.

Denne skal så deles efter en eller anden fordelingsnøgle mellem firmaet og madbloggeren.

Lad os sige at de bruger en 60/40 fordelingsnøgle som den bliver brugt mange gange mellem virksomheder – ja så er det kr. 6.000 til firmaet og kr. 4.000,- til bloggen – per banner!

Katjing!:) Ind med bannerne og frem med Dankortet!.

Eller rettere, hvad nu hvis de ikke sælger til listepris. Lad os prøve samme beregning med CPM 50 – så bliver det kr. 3.000 til firmaet og kr. 2.000,- til bloggeren. Ok så.

Hvis det er CPM 10 som Kasper har booket til, så er det kr. 600 til firmaet og kr. 400 til bloggeren. Knapt så spændende.

Faktisk CPM og fordelingsnøgle hemmelig indtil videre
Så fordelingsnøglen er i det her tilfælde meget spændende og ikke til at få noget at vide om, med mindre man tropper op i København til et fællesmøde. Så der tager jeg lige et skridt tilbage og vender tilbage til kommunikationen.

Det største salgsargument de har er da hvad vi kan tjene – hvorfor ikke melde klart ud?

Specielt for bloggere ,der ikke lige bor i Storkøbenhavn skal til at købe billetter, overnatning og tage fri for arbejde?

Hvad kan jeg tjene på min blog?
Du kan selv regne ud på baggrund af dine sidevisninger hvad der vil være af omsætning på din blog ved at tage sidevisningerne dividere med 1.000 og gange med CPM-prisen.

Lad os sige at de 100.000 sidevisninger er for en måned. På Grydeskeen skrev vi sidste år 4,8 indlæg om måneden til kr. 3.000 per styk.

Det giver samlet en samlet udgift per indlæg, uden driftsomkostninger på samlet udgift på kr. 14.400.

Vælger vi at tage rte bannertyper af dem til CPM 100 på vores blog , så ganger vi bare med tre i omsætningen. Det vil sige, at vi på en måned vil have en opsætning hos dem på kr. 12.000.

Så hvis vi fik hele indtjennigen, så ser det skidt ud økonomisk – der er dælme underskud på kr. 2.400.

Et af problemerne er bare at vi ikke har 100.000 sidevisninger om måneden, så det bliver nogle helt andre beløb, og vi får med garanti heller ikke en CPM 100. Så kort sagt: Underskud, hvis vi skulle leve af det.

Fjerner vi timelønnen og siger 4,8 indlæg om måneden og ganger med kr. 250,- for råvarer –bliver vores udgift til kr. 1.200.

Indtjeningen er før skat
Lad mig lige understrege at den indtjening vi snakker om her er før skat. Hvis du bliver aflønnet, skal der betales almindelig skat. Har du eget firma giver det nogle andre muligheder, men hvis du trækker pengene ud til dig selv, ja så betales skatten på det tidspunkt.

Så for at få gjort Grydeskeen mere rentabel i det her eksempel, har vi to grundlæggende muligheder for at forøge indtjening: Arbejde på flere sidevisninger eller placere flere bannere på siden.

Dokumentation/statistik
En af de vigstste ting overhovedet ved et annoncesamarbejde er dokumentation. Der er nødvendigt, at der er klare linjer om afrapporteringen.

I det her tilfælde bliver vi som blogger betalt en hvis sum penge for, hvor mange gange et banner vises. Annoncørerne betaler ud fra, hvor mange visninger der er, og firmaet få sit cut for gøre det muligt.

Det er et absolut centralt omdrejningspunkt, at vi som bloggere, firmaet som mellemled og annoncørerne har indsigt i, hvad der foregår, og at der er gennemsigtighed i forløbet.

Får vi som bloggere en fast CPM per visning, ja så er vi som sådan kun interesseret i få at vide, hvor mange gange er en given kampagnes banner er blevet vist.

Får vi en procentdel, ja så er kravene endnu større til til gennemsigtigheden i samarbejdet.

Konklusion
Hvis man skal indgå i et seriøst kommercielt samarbejde, er der mange ting der skal tages i betragtning, og mange spørgsmål, der skal findes svar på.

Hvad er økonomien i det. Hvilken værdi jeg tillægge min blog og dens indlæg? Hvilke krav stiles der for et samarbejde og hvilke krav kan jeg stille?

Vigtigst er det at få afklaret med sig selv hvad du vil med din blog. Hvad finder du acceptabelt?

I min case om annoncenetværket er der en del ting der er taler for, andre der klart skal afklares, før der træffes en beslutning.

Et annoncesamarbejde på tværs af blogs er en klar styrkelse af de kommercielle muligheder inden for blogverden.
Annoncører vil først finde os interessante, når vi samlet når en vis størrelse, og det bliver let at booke bannere hos os.

Økonomisk og juridisk mangler jeg at der bliver meldt klart ud, hvad et samarbejde vil bestå af. Hvad er fordelingsnøglen? Hvad sælger de CPM til? Hvordan afregnes der, og hvordan er der adgang til statistik?

Vil de stå for drift af bloggen? Betyder det at den er hostet hos dem? Betyder de,  at vi skal betale for det ud af vores del?

Hvad betyder det for redesign, ændringer af andet – er det obligatorisk for at være med i netværket?

Der mangler klart åbne og redelige udmeldinger omkring forretningsmodel, forventninger og andre uklarheder.

Jeg ved at der er sat møder op i København, hvor mange af de her ting vil blive berørt. Der bor bare rigtig mange madbloggere uden for København. Hvis de ikke kender til det økonomiske incitament, hvorfor skal de så måske spilde en halv dags fri fra arbejde, transport, mad, eventuel overnatning på at tage frem og tilbage?

Beregninger for omsætning tidligere viser jo tydeligt at hvis man ikke er så stor på sidevisninger kan det tage sin tid at få  tjent sådan en tur hjem igen.

Uheldige takter i kommunikationen
Men der er også en uheldig attitude i deres kommunikation, en som er nok til at få mig til at være på vagt.
Deres storhedsdrømme om monopol er for mig en uforståelig udmelding. Rent faktisk vil et monopol fratage mig muligheden for som blogger at benytte mig af markedskræfterne til at opnå et bedre tilbud. Det er ikke som det kaldes en unik fordel for mig som potentiel samarbejdspartner.

Firmaet siger overbærende til bloggerne på deres side at de “stiller høje krav til bloggerne” – Hertil kan jeg kun sige: Madbloggere stiller også høje krav til deres samarbejdspartnere!

Hvorfor der ikke er blevet lavet et mediekit, der giver et klart overblik over, hvad et samarbejde med dem vil kræve, og hvad der er i det for os som bloggere, studser jeg en del over.

Jeg er heller ikke begejsteret for et firma, der kalder deres modebloggere for pigerne og beskriver hvad de gør som “at skrive dagbog”.

Nu er jeg en stor skaldet herre, der skriver om mad – hvordan vil de omtale mig og andre madbloggere?

Jeg har mødt mange af de andre madbloggere, og de er lige så lidt ens som folk normalt.

Det viser en meget lidt professionel tilgang til sine samarbejdspartner, og der kan der læres meget af de store amerikanske virksomheder. Mange vil synes, det er småting, men det kan være en afspejlning af en firmakultur, og hvis det er det så vil jeg være meget bekymret for at indgå i et samarbejde.

For hvad nu hvis en af pigerne eller en af gastrofetichisterne lige har brug for hjælp eller har et spørgsmål.

Bliver svaret så: “Lille De. De må da kunne forstå…”?

Nogle gange som i eksemplet med ham der ville betale for at få links til siden er det nemt og hurtigt at sige nej.

Andre gange som med casen er det et godt eksempel på, hvordan man kan afdække, hvilke spørgsmål der skal stilles omkring et samarbejde allerede tidligt i forløbet.

Nogle gange er spørgsmålene nok til at kunne drage en konklusion, andre gange må man vente på svaret.

Bare husk din snusfornuft.