Roskilde Festival 2011: Fire dages oplevelsesrejse i smagens tegn
Nedtællingen er for alvor i gang til Roskilde Festival 2011, 30. juni til 3. juli. Fire dages eventyr med musik, kærlighed og kolde fadøl. Men også mad, og især den klimavenlige af slagsen, er i fokus på årets festival. Her tilbyder adskillige madboder måltider af høj kvalitet. Tag med Madbevægelsens udsendte rapporter journalist Signe Reeholm til festival i smagens tegn.
—–
Madglad festival — mad med holdning & omtanke
Roskilde Festival arbejder ud fra en madpolitik, der efterstræber at tilbyde et stort udbud af kvalitetsmad lavet med holdning og omtanke.
”Roskilde Festival har en klar holdning til, at maden, der serveres, skal leve op til en høj kvalitet, og der lægges samtidig vægt på, at råvarerne er friske og så vidt muligt hjemmelavede. Samtidig arbejder Roskilde Festival hen imod at skabe et varieret udbud over hele pladsen – et udbud der også varierer i størrelse og prisniveau.” Sådan står der skrevet i festivalens madpolitik.
Friske råvarer og hjemmelavede kokkerier kan vist få mundvandet til at løbe på de fleste. Som jeres udsendte madglade rapporter ser jeg frem til at uddele kokkehuer og guide dig til festivalens bedste måltider.
Roskilde Festival tager ansvar
Som i 2010 er der på Roskilde Festival 2011 igen fokus på klimaet. Det afspejles i den mad, du som festivalgæst tilbydes. Derfor kan du i mange madboder på festivalen nyde måltider, der er lavet af økologiske og bæredygtige råvarer.
Der er mange muligheder for at reducere co2-forbruget, når der skal laves mad. Kød er en storforbruger af co2, hvorfor reduktion af kød er en oplagt mulighed i produktionen af klimavenlig mad. Derfor serveres mindst et vegetarisk alternativ i samtlige madboder. Selvom undertegnede er kødædende, lover jeg, at du som er vegetar også kan hente tips til de bedste og billigste måltider på festivalen.
Læs også: Pakkeliste til Roskilde Festival.
Madbevægelsen på Roskilde Festival 2011
Madbevægelsen inviterer dig hermed på festival i smagens tegn. Hver dag fra den 30. juni til den 3. juli anmelder vi en madbod på festivalpladsen.
Hvordan spiser man klimavenligt? Hvor får man den bedste mad mod tømmermænd? Og hvilken madbod serverer den lækreste mad til de billigste penge? Det og meget mere får du svar på her på bloggen.
Så pak solhat og gummi-røjser og tag med på fire dages smags-oplevelse på Dyreskuepladsen i Roskilde. Vel(be)kommen.
Vidste du at publikum på Roskilde Festival 2010 spiste og drak cirka
- 1 million liter øl
- 3 tons økologisk fair trade kaffe
- 40.000 liter vin
- 150.000 burgere
- 30.000 pizzaer
- 15 tons pomfritter
- 100.000 appelsiner
- 4,7 tons bananer
af: Signe Reeholm
