Roskilde Festival 2011, vol. 5: Falafel og boller i karry

Lørdag. Efter en på alle måder våd nat skinner solen igen over Dyreskuepladsen. Endnu en dag med et tag-selv-bord af oplevelser – herunder madoplevelser. Min mave er i dag blevet glad hos henholdsvis Meyer, hvor jeg kan anbefale deres boller i karry og hos Den Gyldne Bønne, der serverer min all-time favorit – en klassisk falafel i pita.

Den Gyldne Bønne serverer en lækker falafel. Foto: Signe reeholm.

Dyr vegetarmad

I festivalens Sustainable Zone besøger jeg Den Gyldne Bønne, der serverer klassisk vegetarmad – falafel og vegedeller. Til at slukke tørsten er en sød læskende hyldeblomstsaft og til den søde tand serveres en saftig gulerodskage. Alt er 100% øko.

Jeg spiser vegedellerne serveret med kartoffelsalat til 70 kr. Min veninde får en falafel i pita til en 50’er. Pris og størrelsen på portionerne spiller ikke helt sammen. Mit tip er, at du går for en falafel – her får du mest for pengene!

Vegedeller med kartoffelsalat fra Den Gyldne Bønne. Foto: Signe Reeholm.

Den Gyldne Bønne drives af foreningen af samme navn og har været på Roskilde Festival siden 1983, hvorfor deres falafel også er blandt klassikerne på festivalen. Som i mange af de andre madboder, der drives af private foreninger, går overskuddet af salget til velgørenhed.

Jeg elsker deres falafel, men prisen er høj, så Den Gyldne Bønne må nøjes med blot tre ud af fem kokkehuer.

Klassiker i nye klæder

Køen til Meyers er lang. Men maden er ventetiden værd. Kvaliteten er høj, råvarerne friske og prisen er den samme som fx Den Gyldne Bønne – begge madboder hører til i den dyre ende.

Meyers er velbesøgt og med rette. Foto: Signe Reeholm.

Jeg er især oppe og ringe over deres boller i karry serveret med rugkerner, ølandshvedebrød og rabarberkompot på toppen. Sikken smag! Men måske lige lovlig mange fibre. Mine gummer kommer i hvert fald på overarbejde og halvvejs gennem kernerne, må jeg da også give op. Dette fyrværkeri af en dansk klassiker koster 70 kr. og får, på trods af sin overdrevne fiber-rigdom fem ud af fem kokkehuer.

Ud over boller i karry kan du hos Meyer få en laber flæskestegssandwich serveret i ølandshvedebolle med rødkål, syltede agurker, sennepsdressing, danske æbler fra Fejø og sprøde svær til 65 kr., en laksesandwich med mormordressing og sommerkål til 75 kr. og en vegetarsandwich med hummus til 60 kr. Til din dessertmave kan jeg anbefale Meyers svedige brunsviger.

Velbekomme!

Af: Signe Reeholm.

Læs også: Symbolsk mur rejses på Roskilde Festival & Folkekirkens Nødhjælp rejser symbolsk mur

Leave A Comment